Lad os tage prisen til at starte med, så er dette af vejen. Vi er gået ~860,- over budget. Dette er inkl. garderobe, hvilket vi ikke havde forventet at få med. Vores rådgiver (Michael) ved HTH gjorde et godt stykke arbejde, og vi følte virkelig han var god til at læse vores smag og kom med gode ideer og input der ikke sprængte budgettet.
Generelt:
Den model vi har valgt i alle rum på nær af bryggers og garderobe hedder VH-7 Concept og er en grebsfri løsning. Vi havde allerede set os lun på den i det tilsendte katalog, og vi var solgt da vi så den i "levende live" ved HTH. Der er valgt en billigere model i bryggers og garderobe (stadig grebsfri) - denne hedder Mono.
Bryggers:
Ikke så meget at skrive om her. Bordpladen er i rustik eg (laminat) og er den samme som vi har valgt i køkken. Der bliver lavet 2 x dobbelt skabe til venstre for indgangen, det første dobbelt skab kommer til at indeholde alt teknik, og det andet bliver udstyret med bøjlestang. Vask bliver standard vask levereret af Huscompagniet (stål). I hjørnet ved dør indtil køkken/alrum bliver der lavet højskab, planen med dette er at bruge det til støvsuger og vasketøjsstativ.
Køkken:
Vi får ingen overskabe, men får derimod en masse skuffer og skabe. Køkken Ø bliver 1200 mm bred, hvilket svarer til dobbelt bordplade. På siden ind mod kogeplade bliver der monteret skabe, og på modsatte side bliver der monteret skuffer. Den valgte vask i køkken bliver en sort grafit vask af mærket Franke. Der bliver lavet plads til indbygget køleskab og ovn. I sektionen med ovn bliver der 2 skabe. Vi får placeret en kummefryser i vores skur. Alt denne skabsplads og skuffeplads kombineret med depotrum forventer vi bliver tilstrækkeligt.
Lille bad:
Her har vi valgt støbt kunst marmor plade, den har et virkelig lækkert "feel", og prismæssigt lå den på niveau med en porcelænsvask.
Stort bad:
Igen en kunst marmor plade, denne gang en smule bredere, hvilket også gav plads til skuffer i siden. Derudover har vi valgt et skab.
Garderobe:
2 x 3 højskabe. 2 skabe kun med hylder og 4 af skabene med bøjlestang. Burde kunne dække Marias behov, jeg håber der bliver et par hylder til overs ;-)